Sådan Drenge: Det er bevis på kvalitet og et højt bundniveau, når et fodboldhold vinder en kamp uden at spille godt!
Selvom 4-2 sejren var fuldt fortjent og kunne være blevet meget større, vi havde i hvertfald chancer til både 3-4 mål, så var det langtfra vores bedste kamp. Pasningsspillet blev aldrig godt, vi 'stod' ikke godt banen dvs vores organisation og indbyrdes placering på banen var ikke super og så virkede vi lidt passive og 'søvnige'. Som om vi var kommet lidt skævt ud af sengen der søndag morgen.
Som så ofte før måtte vi arbejde, slide og slæbe os ind i kampen. Når spillet ikke rigtig kører og bolden ikke helt vil derhen hvor vi ønsker det, så er der kun én ting at gøre og det er at bide tænderne sammen og fighte. Og det gjorde I. Stor ros til jer alle for det. Ved siden af den gode fight havde vi så en lang række rigtig gode aktioner: Et godt gennembrud, en god kombination, et par giftige driblinger, en god stikning eller en hidsig og vedholdende boldjagt. Og der viste vi så klasse.
Bagud efter 3 minutter
En misforståelse i vores højre forsvars-side gav pludselig en MUK-spiller muligheden for langt ude fra at skyde højt over Frederik og i kassen. Og det gjorde han. En sløj start kan man roligt sige. Kort tid efter sled Jonas sig gennem MUK-forsvaret og efter et skarpt træk satte han den sikkert ind i lav højde. Et flot energi-mål. 1-1
I starten af 2. halvleg fik JG tæt under mål sat scoret via en MUK-fod. Det var resultatet af et godt og massivt pres som fik lagt på MUk'erne. "Den er hjemme", tænkte alle vist. Men nej. kort tid efter udlignede MUK på et langskud. Pokkers også! 2-2
Midt i 2. halvleg fik vi (1.) straffespark. En MUK-spiller (markspiller!!) legede ekstra-målmand på JGs hovedstød efter et hjørne. Direkte rødt til MUK-spilleren og direkte kasse til Jystrup: JG satte den sikkert ind til højre for målmanden. 3-2
MUK'erne begyndte dog at blive møre nu, og vores chancer blev flere og flere og større og større. Henrik, Mads, Jonas H m.fl. alle gode muligheder, men først da Jonas H kom afsted på en god stikning og blev fældet af målmanden blev der mål igen. JG satte også det 2. straffe sikkert ind. Denne gang højt oppe til venstre. 4-2.
Forsvaret stod i grunden meget godt. Jan og Jonas i midterforsvaret havde godt styr på sagerne med gode indgreb og godt arbejde. Kristoffer, Dalle og Christian spillede også godt, arbejdede og afleverede også godt - men som resten af holdet så var det kun hver 2. aflevering der var god. Efter nogle hårde dueller og spurter med MUK's hurtigste mand fik Dalle helt styr på ham. Sådan!
På midten - Rasmus, Henrik, JG, Mads, August - blev der arbejdet godt, men igen manglede afleveringerne lidt timing. Enten kom de lidt for hurtigt eller lidt for sent, eller også var de for svære. Det er svært, at lade være med at prøve de 'lækre' ting, når man har en følelse i kroppen af 'denne her kamp kan vi bare ikke tabe'.
De 'lækre' ting lykkes ikke så ofte som de 'enkle' ting, og det betyder at vi mister bolden og skal bruge masser af nærmest spildte kræfter på at få fat i den igen. Det er netop mod hold som MUK, at vi får tid og ro til at spille i trekanter eller træde på bolden og kigge op, eller lave sideskift og i det hele taget spille bolden rundt på banen og ikke bare drøne den op mod Jonas H. Men det skal nok komme.
JG's præsentation er et meget godt billede på vores spil i dag. Det ene øjeblik sætter han sikkert et straffe og hugger flot på overliggerne, det næste får han en dum udvisning for et frispark. Sådan havde alle det vist i dag: det ene øjeblik en god aktion - det næste øjeblik en sløj... og så en god... og så en sløj... og så to gode... og så en sløj .. og så en god....!
Henrik spillede en god kamp og var igen med i det hele. Konstant i centrum! Mads sparkede gode hjørnespark og var tæt på at lave et mål, men den strøg lige forbi. August var over hele banen og arbejde igen som en gal. Flot! I bilen hjem afslørede August imidlertid at han havde set gyserfilm hele natten, og det forklarer måske hvorfor præcisionen i afleveringerne ikke var så god som den plejer :-)
Dagens mand i skysovs: Rasmus
Man siger, at midtbanen er 'maskinrummet' på et fodboldhold. I maskinrummet sidder motoren, og idag var vores motor en 6-cylindret Rasmus. Med superfight og masser af vilje gik Rasmus forrest og fik os ind i kampen og holdt os inde i kampen. Rasmus viste igen hvor god han er til mand-mod-mand situationer og hvor konsekvent og nærkampsstærk han er. Når de øvrige spillere stadig går rundt og gnider søvn ud af øjnene så det fantastisk at have Rasmus til vise hvordan man kommer op i omdrejninger. Flot kamp, Rasmus!
Tillykke med den 3. sejr på stribe. Det er flot.
Nyd at være tophold, nyd at I har vundet.
Hilsen
Peter
søndag den 31. august 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar