mandag den 27. oktober 2008

Vinterfodbold: Det starter i aften 27 oktober kl 19.00

Hej Drenge.

Vinterfodbold for senior, old boys, U17 m.fl. starter i aften!

Mød op kl 19.00 til lidt spil til 2 mål og lidt mudder ned ad nakken.

Peter

onsdag den 15. oktober 2008

Gratis superligakamp: FCN-Horsens 26 okt

Hej Drenge!

Henrik kom med et godt tip: Gratissuperligabold 26 oktober på Farum ArenaPark (eller det hedder). Eneste betingelser er at man er medlem af Blue Cow... det handler om trafik - tjek det her http://www.bluecow.dk.

Jeg har nu tilmeldt mig blue cow. Så hvis der er stemning for det kan vi godt lave en tur til Farum d. 26 okt.

Rejsen til Saturn søndag d. 19 oktober

U17 -afslutning søndag 19 oktober

Rejsen til Saturn og Den Gyldne Måge
  • Vi tager bus 234 mod Roskilde afgang fra Bygaden kl 14.03
  • Herefter går/tager vi en bus til McD på Københavnsvej. Der er vi omkring kl 15.00, så jer der ikke er bussen, skal bare dukke op der.
  • På McD spiser vi lidt junkfood og taler om den forgangne sæson. Jeg har lidt statistik klar!
  • Herefter dribler vi tilbage mod Ro's Torv. Filmen starter kl 16.15 og slutter ca 17.55.
  • Vi tager bus 234 tilbage mod Jystrup kl 18.40 med ankomst kl 19.10.
  • Jeg reservere gerne billetter. Det betyder at I skal give mig tilbagemelding senest lørdag d. 18.
  • Jeg giver en Sundae på McD, men busbilletter, biftur, burgers etc betaler I selv.
  • En sidste ting: Jeg er jeres 'klasselærer' på turen. Så I skal gøre som jeg siger (det plejer I at gøre, det ved jeg godt...) og der er selvfølgelig nul øller og andre narrestreger på sådan en tur!
Har alle forstået budskabet?! Det tror jeg...

Jeg glæder mig til vi ses på søndag!

onsdag den 8. oktober 2008

Ny dato: Rejsen til Saturn og Den gyldne Måge

Vi dropper den 25 oktober. Der er for mange afbud. Vi må iøvrigt også rykke det hele lidt frem inden Rejsen til Saturn bliver taget af plakaten igen.

Her er to muliger datoer, og som aftalt, skal I melde hurtigt tilbage hvilken dag der passer jeg jer bedst. Den dag, der får flest stemmer bliver valgt!!!

OK: Har alle mand forstået reglerne? ... Godt. Værs' go at stemme:

Søndag 19 oktober

Tirdag 21 oktober

(Der er forestillinger kl 16.15 og 20.15, så det kan blive tidligt eller sent!!)

Svar mig på sms

God kamp trods nederlag: 3-0 til Nykøbing

Små og store marginaler

Den gamle træner havde dårlige nerver i dagene op til kampen mod Nykøbing lørdag 4 oktober. For første gang i turneringen havde vi alvorlige problemer med overhovedet at kunne stille
hold. Aftenen før havde 9 mand meldt til. Heldigvis fik Mads og Marc kringlet den så de kunne være med alligevel og oven i hatten blev det til comeback for vores gamle homeboy Bovie, der
for tiden henslæber tilværelsen på efterskole i Kerteminde. Men Bovie havde prioriteterne i orden og fravalgte en familiefødselsdag til fordel for fodbold med drengene. Sådan skal det være! (jeg skylder dog Bovie en sodavand: betalt fodbold er kommet Jystrup)

Nykøbing er et rigtig godt hold. Vi havde det på fornemmelse inden kampen for vi kunne læse ud af stillingen i rækken at selvom Nykøbing ligger under os, så har de spillet mere end lige op med de øvrige gode hold i rækken. Senest slået topholdet Trundholm 2-1.
Og da kampen endelig kom i gang - i flot efterårssolskinsvejr i øvrigt - stod det helt klart for os at her mødte vi det hidtil stærkeste hold i rækken: Rigtig gode boldspillere med rigtig høj tænding! Men vi er også gode!

Vi holdt hovedet koldt de først 8-10 minutter og spillede den fornuftigt rundt i roligt tempo. I nærkampene var vi direkte og konsekvente, så vi holdt dem fra fadet samtidig med at vi havde gode angreb og afslutninger. Henriks flotte frispark på overliggeren efter 10-12 minutter havde fortjent´en bedre skæbne.

Kampen bølgede frem og tilbage og de følgende 15 minutter sad Nykøbing på kampen, selvom de aldrig blev rigtig farlige. Rasmus og Jonas i midterforsvaret spillede rigtig godt og på backerne var Christian og Kristoffer klar som sjældent set. Over hele linjen så vi den koncentration og indædthed vi har savnet i de to foregående kampe.

Man kunne se på jer, at her mødte i rigtig godt hold og at det krævede fuld koncentration af jer. Man bliver ganske enkelt mere tændt, når modstanderen er gode. Det gælder for alle fodboldspillere uanset om man spiller for Jystrup eller Juventus!

Vi slutter 1. halvleg bedst dog uden de helt store chancer. Man kan roligt sige at 1. halvleg var en lang kamp om herredømmet. Forsvarene var gode og der blev kæmpet intenst på midtbanen, med rigtig mange mand-mod-mand dueller og nærkampe. Det gav også mange boldtab - og bolderobringer på begge sider.

15 minutter inde i 2. halvleg tilkæmper vi Henrik sig vores anden rigtig store chance. Henrik skyder godt udefra og følger selv op på riposten. Nykøbing forsvaret er på vej frem og Henrik stormer mod målet og får returen med sig. Alene mod målmanden skyder Henrik fladt til højre for målmanden, men keeperen klarer lige akkurat med en fodparade. Vi er inden i god periode nu. Og 8-10 minutter senere sender Thomas en mesterlig aflevering af sted frem mod Bovie.
Fra venstre kant afleverer Thomas skarpt, skråt og maskeret frem over Nykøbing-forsvaret, der ikke opdager noget som helst før Bovie er stukket af sted og er alene med målmanden. Desværre klarer keeperen også denne gang - og igen med en hurtig fodparade. Havde de små marginaler været på vores side, havde vi ført 2-0 halvvejs inde i 2. halvleg. Kort efter har Henrik et flot langskud, som målmanden bokser væk helt ude ved stolpen liggende vandret i luften. Han var god den målmand der!

Nykøbing spillerne begynder at hænge lidt med hovedet og vores gode periode giver os mere gejst. Vi havde overtaget og overskuddet, og jeg stod og tænkte: Det her kan blive rigtig godt, hvis vi holder kursen kan vi både vinde og spille vores bedste og hårdeste kamp hidtil.
Men så vender det: Et par nærgående Nykøbing-forsøg skaber lidt uro i vores rækker - også nede bagest, hvor vi ellers har spillet formidabelt godt. Et Nykøbing-hjørne i deres højre side sejler ind over til bagerste stolpe, hvor en Nykøbing-spiller(ikke særlig høj var han ... nærmest lav!) umarkeret nikker den ind. 1-0 til Nykøbing med 20 minutter igen. Det var lidt af en mavepuster og vi kom os aldrig rigtig over det.

Her er det så på sin plads at den gamle træner kommer med en undskyldning: Her burde vi have sadlet om og rykket flere folk helt frem i angrebet. Men jeg holdt fast i den oprindelige formation helt det sidste. Og det var en fejl. Men sådan er det desværre med stædige gamle mænd!!!

Kort efter kombinerede Nykøbing sig igennem fra højre side og alene med Frederik blev der scoret. 2-0. 5 minutter før tid scorede Nykøbing igen på godt og hurtigt kombinationsspil gennem vores midterforsvar. 3-0!

Det sidste kvarter af kampen bliver dyr for os. Inden da har vi spillet noget af mest koncentrerede overhovedet i sæsonen - ikke nødvendigvis det bedste, men i hvert fald det mest koncentrerede. Men de små og store marginaler var ikke på vores side denne gang. Det var en kamp med meget få regulære chancer, og vi havde de største. Men det er målene der tæller...

Forsvaret spillede rigtig godt og det fungerede fint med Jonas og Rasmus i midterforsvaret. Til gengæld var Rasmus så hårdt savnet på midtbanen. Her var JG og August en smule under niveau i perioder men kæmpede rigtig godt, mens Thomas og Henrik havde rigtig gode momenter. Mads og Marc på kanterne kæmpede så det sang, og det var godt at se. Christian på venstre back kæmpede som en sindssyg - som om der var noget der skulle revancheres fra sidst(!) Kristoffer var sit gode gamle sikre og kloge Jeg på venstre back. Jonas i midterforsvaret spillede en af sine bedste kampe overhovedet. Især 1. halvleg var god. Det en supertændt og koncentreret Jonas. Thomas lavede kampens detalje (set med Jystrup-briller) med afleveringen frem mod Bovie. Og Bovie spillede og kæmpede godt: Men lidt held havde det også givet kasse. Frederik i kassen var som sædvanlig sikker, forudseende og tryghedsskabende. Men chanceløs ved de 3 scoringer

Så alt i alt et hæderligt og ærefuldt nederlag mod rækkens bedste hold. Og så er der det med marginalerne: Nogle gang er de med og nogle gange er de imod. Sådan er det bare.
Hvis man ikke kan lide at de marginalerne afgør kampen – så gælder de om at sparke bolden i kassen, når chancen er der. Men det er lettere sagt end gjort.

God kamp, drenge! Vi kan stadig tage 2. pladsen i rækken. Og det skal vi!

Dagens mand i skysovs: Frederik
Den er svær for der er flere kandidater synes jeg: Men det bliver Frederik! Det er aldrig sjovt for en målmand at hive 3 bolde ud af sit eget i en kamp. Men det er i modstand og modgang, at især en keeper skal vise sin klasse.
De første 65 min holder Frederik nullet med en række sikre indgreb, gode mand-mod-mand aktioner, god igangsætning af spillet, stor opmærksomhed og sikkerhed ved tilbagelægninger, så selvfølgelig den gode kommunikation med medspilleren. En målmand – og anfører – skal opmuntre, opildne og dirigere. Det står i fodboldens grundlov. Sådan er det bare. Det svære er, at gøre alle de ting det når der er modgang og det ser sort ud. Men det gjorde Frederik – også de sidste 15 minutter.
Flot kamp af Frederik!

lørdag den 4. oktober 2008

Rejsen til Saturn og Den Gyldne Måge

Et rigtig godt efterår nærmer sig sin afslutning. Derfor:

Lørdag 25 oktober slider vi en tur til Roskilde. Vi går på McD og bagefter ser vi Rejsen til Saturn.

Sæt X i kalenderen d. 25 oktober. Nærmere info følger meget snart.

Jeg giver en Sundae på McD, men bif-billet og anden guf og McD betaler i selv.

hilsen
Peter

torsdag den 2. oktober 2008

Sidste udekamp lørdag 4 oktober mod Nykøbingg

På lørdag kører vi afsted for sidste gang i denne sæson. Turen går til Nykøbing sj. og vi mødes ved aktivitetshuset kl 13.20.

JIF sæsonafslutning ungdom 5 oktober

Jeg har vrøvlet. Sorry!!

Afslutning med grill-pølser, sodavand og fodboldturnering er SØNDAG 5 OKTOBER kl 11-14 ved Aktivitetshuset.

Nederlag til MUK: 2-3

Mere koncentration, tak!

Det startede - som altid mod MUK – rigtig skidt. 20 sekunder efter dommerens kick-off fløjt sprinter MUKs venstre kant forbi Christian i vores højre side. Det går stærkt, og det går rigtig stærkt. Pludselig er han alene med Frederik uden at forsvaret har nået at reagere. MUK’eren placeret den højt i målet uden chance for en fremstormende Frederik. 0-1.

Pokkers dårlig start for os. Og det skulle vise sig, at episoden blev et meget godt billede på vores spil gennem hele kampen. Der manglede ganske enkelt koncentration og parathed over næsten hele linien.

For at få mere gennembrudsstyrke over især højre fløj var Henrik rykket ud på kanten og JG ind på midten ved siden af Rasmus. Og det så ganske lovende ud. Henrik udfordrede og løb rigtig godt og vi kom frem til mange afslutninger. Der manglede desværre ofte lidt koldblodighed og ro i afslutningerne. ’Næsten-afslutninger’ havde vi også en del af. En ’næsten-afslutning’ er et godt opspil, et godt indlæg og hvad sker der så? Ja, i stedet for en egentlig afslutning træder vi næsten hinanden over tæerne i bare iver for at komme til. Eller støder ind i hinanden eller tackler hinanden. Vi manglede simpelthen overblik og orientering.

Men pludselig udligner vi. Der sendes en lang bold henover modstandernes forsvarsline (jeg så ikke hvem der sendte den afsted). MUKs målmand kender ikke Jonas Hs speed og han tøver. Jonas prikkede bolden forbi målmanden og sendte den i det tomme mål. 1-1. Nu var vi med igen.

Vi havde flere afslutninger i denne periode: Henrik med gode skud, Jonas H med gode afslutninger tæt forbi mål og Jacob J med gode aktioner ved deres baglinie. Men målet kom ikke.

I stedet giver en ellers ufarlig situation i vores venstre forsvar mål til MUK. Dalle bliver blændet af solen og header skråt tilbage i stedet for frem. En vaks MUK’er fanger bolden og scorer alene med Frederik. Bagud igen. 1-2.

Kort inde i 2. halvleg scorer Henrik på et fladt skud langt udefra. Nu havde vi tag i dem igen. Som halvlegen skred frem fik vi mere fat i dem. De begyndte at blive trætte og det lugtede af mål til Jystrup. Vi havde gode chancer, hjørnespark og gode stikninger fremad. Og jacob j var tæt på at score, da MUK-målmanden nærmest taber en høj bold ned på stregen, men desværre fik Jacob ikke skubbet den ind.

Med 10 minutter igen svigtede koncentrationen igen. En langt indkast svæver ind over forsvaret og en hurtig MUK-mand spurter forbi midterforsvaret og scorer alene med Frederik. Noget af en dukkert, fordi det mere tegnede til 3-2 til os end til dem.

Vi mister måske lidt modet til sidst. Vi står nogen gange 3-4-5 spillere på line helt fremme og kalder på bolden i stedet for at søge lidt tilbage i banen og tilbyde sig i det opbyggende spil. Det betød at afstanden mellem kæderne blev alt for stor og at forsvaret blev ladt i stikken – også når bolden skulle spilles frem ad banen.

Vi kommer ikke med hjem, og vi får et par dumme off-sider imod os fordi vi ikke kommer med tilbage. Det var ærgerligt og lidt dumt.

Vores pasningsspil blev aldrig rigtig godt. Det var som om vi havde glemt vores aftale om lave trekanter omkring boldholderen og på den måde gøre det let at lave gode afleveringer, der er nemme at arbejde videre med. Det er rigtig at banen var usædvanlig mærkelig at spille på fordi der var spredt jord/mødding over det hele. Men…

MUK er et udmærket hold, men ikke bedre end vi burde slå dem. Men de gav os en huskekage. For hvis vi ikke spiller koncentreret både når vi angriber og forsvarer og i øvrigt holder vores aftaler om pasnings-trekanter og vores postioner på banen, ja så taber vi altså.

Op på hesten igen. Vi har to svære kampe tilbage, men fortsat en mulighed for at tage 1. pladsen tilbage.

Dagens mand i skysovs: Henrik

Henrik startede på kanten og arbejde rigtig godt og fik rigtig meget ud af det. Det godt at se Henrik bruge sin hurtighed og gode teknik i direkte angreb mod mål og baglinien. Et godt mål, der fik os tilbage i kampen blev det også til. Henrik holdt sit høje niveau hele kampen igennem og arbejdede rigtig hårdt. That’s the way, Henrik!